Nordisk Rootes - treff - Danmark

Invitation til Nordisk træf 2026

 14. – 15. august 2026 ved Rold

I år er det Rootes Danmark, der er vært for det nordiske træf. Træffets base er Rold Gl. Kro, Hobrovej 11, 9510 Arden, hvor vi samles og har fælles udgangspunkt for arrangementerne.

Der vil i tilmeldingsforløbet senere i invitationen være mulighed for at tilkøbe overnatning og bespisning efter eget ønske.

 

 

Ankomst – torsdag den 13. august

Deltagere, der ankommer dagen før selve træffet, vil blive taget imod af repræsentanter fra Rootes Danmarks bestyrelse.

 

For dem, der har lyst, arrangeres der fælleskørsel fra Rold Gl. Kro til havnen i Hobro, ca. 17 km derfra. Afgang fra kroen er kl. 17.30, hvorefter vi deltager i det ugentlige torsdagstræf i Hobro.

Kl. 19.00 kører vi videre til Ole og Susanne, som er værter for en uformel grillaften og hyggeligt samvær i garagen.

 

Fredag den 14. august

Fredag mødes vi kl. 11.30, hvor der indledes med en briefing om dagens program. Herefter kører vi en tur på ca. 35 km til Rebild Bakker, hvor vi besøger REGAN Vest – den tidligere regeringsbunker fra Den Kolde Krig.

 

Her får vi en guidet rundvisning i bunkeranlægget af ca. 1,5 times varighed.

 

REGAN Vest ligger skjult 60 meter under en kridtbakke i Rold Skov nær Rebild og blev opført i al hemmelighed i 1960’erne. I tilfælde af atomkrig var det planen, at ca. 350 personer – herunder regeringen, embedsmænd og den siddende regent – skulle bringes i sikkerhed her.

 

Praktiske oplysninger:

  • Man skal kunne gå ca. 2 km
  • Det anbefales at medbringe en jakke, da temperaturen i bunkeren er lav
  • Der er ikke toiletforhold i bunkeren

Efter besøget fortsætter turen ad smukke veje til Oksesø, hvor der holdes kaffepause, inden vi kører tilbage til Rold Gl. Kro.

 

Kl. 19.00 serveres der en 2-retters middag på kroen.

 

Lørdag den 15. august

Lørdag kl. 9.30 præsenterer ejerne deres biler, hvorefter der gives en briefing om dagens program. Vi kører derefter en tur på ca. 150 km med to planlagte stop. Afgang er ca. kl. 10.00.

 

Turen går ad naturskønne veje til Tangeværket, Danmarks eneste vandkraftværk. Her får vi en rundvisning og et indblik i energiproduktion fra 1960’erne og frem til år 2000. Elværket fungerer som en levende tidslomme.

 

Frokosten indtages i Fiskerhuset ved Tange Sø. Efter frokost fortsætter turen til Memphis Mansion i Randers — en kopi af Elvis Presleys Graceland.

 

Her serveres kaffe/te og kage, og der er mulighed for at besøge både Elvis- og Johnny Cash-museet.

 

Memphis Mansion er en hyldest til Elvis Presley — “The King of Rock and Roll” — og rummer samtidig et museum for Johnny Cash, “The Man in Black”.

 

Elvis-museet bygger på en af verdens største private samlinger af Elvis-effekter, herunder sko, guitarer, smykker, plader, breve og meget mere — samt adgang til Elvis-biografen.

 

Johnny Cash-museet viser personlige genstande, fotos og håndskrevne noter og fortæller historien om en af USA’s største countrystjerner.

 

Herefter går turen tilbage til Rold Gl. Kro, hvor der kl. 19.00 afholdes festmiddag.

energiproduktion fra 1960’erne og frem til år 2000.

 

Andre oplevelsesmuligheder i nærområdet

Deltagere, som ønsker at udforske området på egen hånd, kan blandt andet besøge:

 

Cirkusmuseet Rold
Åbent maj–september 2026 (tirsdag, onsdag, torsdag og lørdag kl. 10.00–16.00). Museet giver et spændende indblik i dansk cirkushistorie.

 

The Old Service Station – Highway 10
En amerikansk inspireret tidslomme fyldt med klassiske biler, choppere og nostalgisk atmosfære.

 

 

Tilmelding, overnatning og forplejning
Overnatning, forplejning og entre kan tilkøbes via klubbens bookingportal i forbindelse med tilmeldingen.

 

Tilmeldingsfrister

  • 25. marts 2026: Fuldt program inkl. ophold og forplejning
  • 1. juli 2026: Arrangementer inkl. frokost, kaffe og festmiddag
  • 5. august 2026: Arrangementer inkl. forplejning (begrænset plads i REGAN Vest)
  • 13. august 2026: Kun træfdeltagelse uden forplejning og REGAN Vest

 

Hvis bookingportalen ikke ønskes anvendt, kan tilmelding ske via mail til Ena Frandsen – formand@rootes.dk – har du spørgsmål til arrangementet kan Ena kontaktes på tlf. 22 77 74 39

 

Priser:

Overnatningspakker (alle priser i DKK)

 

2 personer – dobbeltværelse
• Torsdag–søndag: 4.485
• Fredag–søndag: 3.385
• Lørdag–søndag: 2.288

 

1 person – enkeltværelse
• Torsdag–søndag: 3.280
• Fredag–søndag: 2.385
• Lørdag–søndag: 1.485

 

Hund på værelse: 100 pr. nat

 

Forplejning:

Fredag
• Morgenbuffet kl. 07.00–09.00
• 2-retters middag kl. 19.00

Lørdag
• Morgenbuffet kl. 08.00–10.00
• Festmiddag kl. 19.00

Søndag
• Morgenbuffet kl. 08.00–10.00
• Check-ud senest kl. 10.00

Ekstra tilkøb:
• Fredag kaffe/kage: 105
• Fredag middag: 205
• Lørdag frokost inkl. drikkelse: 118
• Lørdag kaffe/kage: 99
• Lørdag festmiddag (uden overnatning): 385 
for dem, som ikke har købt overnatnings-pakken.

Entre og rundvisninger:

  • Regan Vest entre inkl. rundvisning kr. 320
  • Elvis og Cash muserne kr. 150.

Tilmelding kan ske her

 Det anbefales at reservere i god tid.

Der tages forbehold for ændringer

Detaljer

Dato torsdag 13. august 2026
lørdag 15. august 2026
Kalender Aktivitetskalender